Videoer er vigtige i organisationers kommunikation og markedsføring. Men ikke til alt. Tekst kan noget vigtigt, som video ikke kan.
Video-manien hersker i lige så høj grad i dag, som da jeg sjippede og havde rottehaler.
Dengang var radioen fyldt med det her:
? Video, video (video) ?
Kan du høre melodien inde i dit hoved?
Hvis du er mindst lige så gammel som mig, kører sangen fra melodi grand prix i 1982 sikkert på repeat derinde lige nu (undskyld).
Hvis ikke, så hør den lige her. Den er legendarisk.
Selv var jeg seks år og skrålede med på omkvædet, efter Jørgen de Mylius havde præsenteret den første gang i sit lilla jakkesæt i 1982.
“Bare tryk på knappen – Så’ der gang i kassen – åååhh, jeg er video-man”
Da video-manien hærgede
Video-manien hærgede på godt og også på ondt, som man kunne høre på det lidt år ældre lige så populære nummer: “Video killed the radio-star.” Og det gør den stadigvæk.
Med god grund.
Er video det rigtige for jer?
Megatrenden har fået mange til i vildskab at trykke på optageknappen og udgive talende hoveder på sociale medier. Og videoer er på mange måder gode. Kongen af Facebook mener jo nærmest, de er uundværlige.
Men stop lige et øjeblik.
Hvis du får dårlig samvittighed over, at du ikke når at lave så mange videoer, så tag en dyb indånding og slap heeelt af.
For det skrevne ord er mindst lige så vigtig som video.
Jeg siger ikke, at du skal lade være med at bruge video i din organisations markedsføring, men brug det på den rigtige måde.
Desværre er videostatistikkerne nedslående
Arbejder du i en organisation eller virksomhed bruger I måske allerede video i jeres markedsføring. Har du prøvet at kigge på analyserne på Facebook?
Det er nedslående nyt, ikke?
Mellem 3 og 15 sekunder ser Facebook-forbrugerne gennemsnitligt på en video. Uden lyd.
Tekster kan noget, video ikke kan
Derfor skal du bruge video og tekster i et miks, hvor hvert medie bliver brugt til det, de er gode til.
Tekster vil ofte være gode, når du skal forklare noget indviklet.
Kender du følelsen, når du leder efter svar efter noget på det uendelige Google og ser den ene næsten lige så uendelige video efter den anden, uden at finde det svar, som du søger?
Argh! Tekst, tak!
Blog-indlæg og artikler har et kæmpe plus, som videoer ikke har: Du kan scanne dem.
Derfor skal du arbejde lige så grundigt med at redigere din tekst, som du ville gøre med en video.
Tænk på, hvordan du bedst hjælper læseren til at komme gennem teksten. Du skal gøre den let at scanne. Så kan læseren lade øjnene glide ned over teksten. Sørg for, at din tekst indeholder holdepunkter, som læserne kan stoppe op ved, blive fanget ind af igen, så de kan få det vigtigste med uden at læse hele teksten.
Det gør du ved at:
- lave punktopstillinger
- skrive korte sætninger
- lave mange afsnit
- huske mellemrubrikker
- fremhæve vigtige ord og sætninger – for eksempel med fed
- indsætte billeder, som kan opbryde teksten
- tjekke, hvordan teksten ser ud på mobil, selv om du skriver på computer
Så kan du regne med en tekst, som arbejder med læseren.
Brug korte videoer til at henvise til dine tekster
Video kan noget andet. Blandt andet (oftest) nå længere ud via sociale medier. Facebook-specialisten Mari Smith anbefaler blandt andet, at du bruger korte videoer på 15 sekunder, hvor du opfordrer folk til at læse din artikel, blog-indlæg eller anden tekst. Hvis du bruger bare nogle få kroner på at sprede videoen får du mulighed for at linke direkte til din tekst i videoen.
Måske drømmer du – ligesom jeg – om, at læserne vil nærstudere alle dine sproglige guldkorn og formfuldendte sætninger. Hvis du skriver, så læseren knap bemærker, at sætningerne flyver forbi deres blik, så skal den rigtige læser nok hænge på.
Og hvis ikke, så er det vel heller ikke det vigtigste?
Det vigtigste er budskabet.
Har du spørgsmål? Kontakt mig gerne.
Super indlæg, Katrine. Det er kloge ord og meget brugervenligt. Det vil jeg læse flere gange – er nu ved at banke rust af, men kommet igang med at skrive og fotografere igen i frivilligt seniorarbejde. Kh
Tak Grete. Dejligt med en kommentar fra dig. Beklager, at jeg ikke har set den før. Det lyder godt med noget frivilligt arbejde. Heldige dem, som får din hjælp 🙂